Facebook
Pinterest
Instagram

Stjernebrød med feta, flødeost og nigellafrø

Stjernebrød med feta

Stjernebrød med feta, flødeost og nigellafrø

Rundt på nettet kan man overalt finde opskrifter på stjernebrød fyldt med enten nutella eller kanelremonce. Få steder finder man også en salt udgave med pesto eller pizzafyld. Men et stjernebrød med feta, ja sådan en har jeg endnu ikke set en opskrift på endnu.

Ideen kom egentlig til mig af sig selv, da jeg i min barndom har spist rigtig meget brød der indeholder ost, som minder lidt om feta. I Serbien spiser man rigtig meget brød hvor ost spiller en stor rolle, og nogle af mine yndlings er pogacice eller proja.

Brødet vakte i juleferien stor begejstring og nostalgi, og blev ret hurtigt spist. Hvis du elsker brød og feta, ja, så har du en sikker vinder. Og undlad endelig ikke at drysse lidt sesam- og nigellafrø over. Det giver sådan en lækker karakteristisk smag, og findes i butikker som tigeren.

Jeg har desværre ikke testet opskriften af mere end en gang, men da I er så mange der på instagram har efterspurgt en opskrift, deler jeg den nu med jer. Derfor er mængderne af fetaen og flødeosten kun vejledende, da jeg ikke selv målte efter, men kom den mængde i, som jeg selv synes var passende. Hvis din flødeost er meget fast i konsistensen, skal du nok blande den op med 1 spsk mælk eller noget lignende, da den ellers kan være svær at smøre ud. Desuden har jeg linket til en video længere nede i opskriften på hvordan man fletter brødet, da det kan være svært at læse sig ud af.

Er du ikke i humør til brød med feta? Så prøv evt min opskrift på bløde burgerboller eller ølandshvedebrød.

God bagelyst!

Stjernebrød med feta, flødeost og nigellafrø

Ingredienser

  • 50 g smør
  • 150 ml mælk
  • 150 ml vand
  • 35 g gær
  • 450-500 g hvedemel
  • 2-3 tsk sukker
  • 1 knivspids salt

Drys

  • 1 æg
  • sesam og nigellafrø

Fyld

  • Ca 2-250 g flødeost med din yndlings smagsvariant
  • ca 2-250 g fetaost, gerne en puckost

Sådan gør du

  1. Varm mælk, smør og vand op i en lille gryde. Alternativt kan man smelte smørret i mikroovnen, og derefter varme mælk og vand forsigtigt op. (Sørg for at temperaturen ikke overstiger de 37 grader, da du ellers dræber gæren.)

  2. Smuldrer derefter gæren ned i den varme væske. 

  3. Bland derefter mel, salt og sukker i en anden skål. 

  4. Kom den våde væske i en skål der passer til din røremaskine og hæld derefter melblandingen i, lidt af gangen. 

  5. Når din dej virker blød og smidig stopper du med at ælte. Kom et viskestykke over og lad den hæve i  45-60 minutter. 

  6. Når din dej har hævet, kommer du den forsigtigt ud på et meldrysset bord. Del din dej op i 4 lige store dele. 

  7. Find din flødeost og feta frem. I en lille tallerken tager du din feta og smuldrer den med en gaffel. Sørg for, at der stadig er lidt store stykker tilovers, men ikke så mange, at det gør det svært at flette stjernen. 

  8. Udrul din dej til 4 lige store pizzabunde. Find en stor middagstallerken frem og læg den ovenpå hver bund og skær rundt om, så du får 4 flotte og runde bunde. Resten af dejen kan du lave boller ud af. 

  9. Tag den første pizzabund, og smør flødeost ovenpå, men ikke helt ud til kanten. Derefter drysser du feta over. Derefter kommer du en ny pizzabund ovenpå, og gør det samme. Det sidste og fjerde lag skal der ikke fyld ovenpå. 

  10. Nu er det tid til at folde din stjerne. Se denne video der meget fint viser hvordan man skal gøre. Ellers læser du videre her. 

    Find en lille kagering, skål eller kop frem, som du kan placere på midten af stjernen. Med en kniv laver du et snit ud fra koppen, der ville svare til klokken 3, 6, 9 og 12. Nu har du delt dejen i 4 dele. 

  11. Hver del deles nu yderligere op i 4 dele, så du i alt har 16 "vinger". 

  12. Tag to vinger og sno dem i hver sin retning 2 gange. Enderne klemmer du til sidst sammen. Når du har gjort det med alle dine vinger, lader du dejen hæve i 45 minutter. 

  13. Når dejen har hævet, pensler du med æg og drysser med nigellafrø og sesam. Bag brødet ved 200 grader i ca 20 minutter, men tjek gerne til brødet undervejs. Måske får dit brug for mere eller mindre tid alt efter hvilken ovn du har. 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *