Facebook
Pinterest
Instagram

Sundere pandekager med birkes og citron

Sundere pandekager med birkes og citron

Pandekager med citron og birkes … bedre bliver det ikke

It was like the way you wanted sunshine on Saturdays, or pancakes for breakfast. They just made you feel good.” ― Sarah Addison Allen

Det jeg elsker ved madlavning, er den måde man kan sprede glæde og kærlighed på, bare ved at lave en simpel ret. Der er virkelig intet bedre end når man står i køkkenet og er i gang med at teste en ny opskrift, mens nysgerrige hoveder træder ind i køkkenet for at se, hvad man har gang i. Nysgerrigheden bliver især tilfredsstillet, når de opdager at det er pandekager der er en del af dagens projekt. Det sker dog efterhånden sjældent når jeg bor alene, så derfor sætter jeg ekstra meget pris på de stunder, hvor både mig og min bror er hjemme ved min mor.

I min familie går pandekager langt tilbage og hvis en uge skal afsluttes helt rigtigt, så er det altså med pandekager. Dengang var pandekagerne fyldt med sukker og syltetøj, men står det til mig, så kommer der sundere pandekager på bordet, helst med en hjemmelavet chiagrød, nøddesmør eller en lækker lemon curd. Min bror er dog i den anden ende af skalaen, pandekager er hellige, og er de sunde, ja så er der plads til mere sirup. Til tider får han endda lokket mig til at hælde det sukkerfyldte stads over mine pandekager, men det er vel kun søndag en gang om ugen.

Min mor har længe snakket om hvor meget hun elsker kombinationen af birkes og citron, især i kager og bare man nævner det, bliver hun helt lykkelig. Derfor havde jeg længe gået med tanken om at kaste mig ud i at prøve den slags pandekager, alt mens jeg lavede de familiære bananpandekager. Internettet flyder  efterhånden med den ene bananpandekageopskrift efter den anden, og da jeg havde lyst til at forkæle både mor, og fødselsdagsbarnet, blev det altså til et eksperiment i køkkenet.

Jeg ville være min mors yndlingskombination tro, så selvom flere af jer har efterspurgt en opskrift på Instagram, skulle opskriften lige finpudses og testes mere end en gang, så smagen sad i skabet. Jeg synes at pandekagerne får en dejlig tekstur på grund af birkes, og samtidig kan man lige ane lidt citron, hvilket gør pandekagerne lidt anderledes.

Pandekagerne er desuden sundere i den forstand, at jeg har brugt hvid hvedemel, der stort set har samme næringsindhold som havregryn, men samtidig giver flyffy pandekager, som man kender det fra de typiske hvedemelspandekager. Desuden er sukkeret erstattet af en smule honning, hvilket jeg synes fungerer helt fint. Citronpandekagerne kan sagtens spises alene, men gør dig selv den tjeneste at toppe dem med en lækker omgang græsk yogurt blandet op med citron, eller en rigtig lækker curd.

Om du vælger at bruge sukker og hvedemel, eller hvid hvede og honning står dig frit for, men elsker du pandekager og er du kørt træt i bananpandekager, kommer disse til at virke som et frist pust.

Jeg håber, at I vil give jer i kast med disse basser

Mangler du en opskrift på en god curd? Så prøv denne med appelsin og citron

Sundere pandekager med birkes og citron

Sundere pandekager med citron og birkes

Lækre og fluffly pandekager, der tilmed er sunde. Alt efter hvor små/store pandekager man laver får man 20-30 stk. 

Ingredienser

  • 3,5 dl hvid hvedemel (kan erstattes med hvedemel, evt med havregryn)
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • 1 knivspids salt
  • skal fra to økologiske citroner
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 2,5 dl mælk
  • 2 dl skyr
  • 0,5 dl citronsaft (saften af en øko citron)
  • 2 spsk honning
  • 2 spsk birkes

Sådan gør du

  1. Sigt hvid hvedemel, bagepulver, natron og salt i en skål. Tilføj derefter citronskal og vaniljepulver til blandingen. 

  2. I en anden skål blandes de våde ingredienser altså mælk, æg, skyr, citronsaft og honning. 

  3. Vend de våde ingredienser med de tørre, så du får en så luftig dej som muligt. Til sidst vendes birkes i dejen. Dejen skal være lidt tyk i det, så du kan få lækre og fluffy pandekager. 

  4. Varm en pande op og kom lidt kokosolie på panden, eller undlad dette, hvis du har en non-stick pande. Form små pandekager af ca 1,5 spsk dej. Du kan vælge at lave dine pandekager større/mindre end dette. Jo større pandekagerne er, jo sværere bliver de at vende. 

  5. Når der begynder at komme bobler på overfladen, er det tid til at vende pandekagerne. Steg dem videre i et lille minut, og tag dem derefter af panden. 

  6. Server pandekagerne straks eller frys dem ned evt. til en brunch. 

  7. Server med en valgfri topping. Jeg blandede skyr med citronsaft og spiste dem med denne lemon-appelsin curd. 

Sundere pandekager med birkes og citron



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *